:

Jeg har selv haft denne her problematik, hvor jeg er blevet angrebet, for det man antager, er en slags ”antroposofisk racelære”, og det har været umuligt at argumentere, da angrebet allerede er cementeret i den opfattelse, at den antroposofiske verdensanskuelse er racistisk i den nazistiske forstand. Der kan ikke argumenteres imod disse forudfattede meninger, da tale om at racer er væsensforskellige er umuliggjort af netop nazisternes fragmenterede og selektive ran på antroposoffernes meget videre perspektiv. Det er også beskæmmende i vore dage, at se spørgsmålet dukke op på denne en-øjede facon i fx Martin Henriksens mund... Mit bedste bud til den, der måtte gå med disse fordomme, er, at han bør læse samtlige af Goebbels dagbøger, og man vil da få et indblik i, hvordan noget, der ikke var ment som en mindregørelse eller udstødelse af en eneste specifik race, hvordan den gennemgribende beretning om ærkeenglenes virke - at begge disse forhold bliver selekteret, fragmenteret og forvredet ind til det absurde, således at man sluttelig kan stå med en mægtig kunsthal-udstilling, hvor der udelukkende optræder to mange kvaderatmeterstore portrætter af Adolf Hitler - det ene, hvor han netop er portrætteret som ærkeenglen Michael. Mere konkret billede på den kolossalt eksorbiante forsimpling til det absurde kan næsten ikke tænkes. Læser man Goebbels dagbøger,  vil man forstå, at antroposofferne IKKE delte nazisternes verdensopfattelse, men at det forholdt sig omvendt - nazisterne så antroposoffernes verdensanskuelse som et skatkammer, hvor de kunne gå ind og røve lige de dele, der passede ind i deres psykopati. Sådan opererer det onde - gennem forskydninger og fragmentering af helheden - sådan opererer det til hver en tid - hver eneste dag sker disse umærkelige forskydninger, der skal få os til at miste forbindelsen til helheden. Antroposofien udgør en sådan helhed, som kun kan opfattes helt stående inde i sin helhed. Ethvert fragment taget ud kan bruges til det modsatte af, hvad hensigten var fra antroposofiens grundlæggers bagvedliggende åndelige impuls. Derfor nytter det heller ikke noget at diskutere på det fragmenterede grundlags præmisser. Den der kommer med anklager på et fragmenteret grundlag, kan jeg kun opfordre til at sætte sig dybere ind i den historiske sammenhæng. Det fremgår af Goebbels dagbøger at antroposofferne og nazisterne endte som modstandere, og det for antroposofferne blev en gang på knivsæg for ikke selv at ende som de deporterede, forkert tænkende. Det vil man også kunne gøre sig begreb om, når man begynder at studere de beretninger, der er kommet og kommer fra de antroposoffer, som levede på den tid. Steiner opfordrede jo altid folk til at gå ind i sit folks skæbne; han opfordrede dem ikke til at flygte til et ellers bedre åndeligt fællesskab eller paradis i Goetheanum, nej, han opfordrede dem til at rejse tilbage og tage del i det folks skæbne, som de var udrundet af. Og således delte jo alle tyskere det vilkår, at de hele tiden måtte gå på kompromis, at de hele tiden måtte nedtone deres egen mening, fordi diktaturet i den grad var så absolut, at man ikke kunne undslå sig for at spille med – i hvert fald på overfladen. Al offentlig aktivitet har man som ikke-nazist måtte nedtone, og selvcensuren var helt konkret spørgsmålet om sagens og sin egen overlevelse.

Men der er også noget rigtigt i at stritte imod al tale om race-karakteristika efter alt det menneskeheden har døjet med under de formørkede år; der er noget sundt og rigtigt i at ville se menneskeheden som én race - ligesom man samlet ser farverne i regnbuen som én regnbue. Men at det er sundt og rigtigt er ikke ensbetydende med, at det også er hele sandheden.