:

Om man vil opretholde sin eksistens som selvstændig organisme eller nation, så bliver man nød til at kende sin ydre grænse, og hvordan kommunikationen mellem det, der er indenfor denne grænse og det der ligger udenfor eller hinsides den, kan foregå på en måde, så både selvstændigheden over for
 og lydhørheden for det andet, de andre bevares. På den lange bane bliver hele kloden uundgåeligt én stor nation, for Lennons drøm er en virkelig drøm med rod i fremtiden. Men indtil da kan det stadig være en idé at opretholde forskellige og ulige nationers forskellige selvbevidstheder, således at der stadig er udgangspunkter for forhandlinger, samarbejde og forbrødring henimod mål, der netop fremkommer gennem dialog, som et på mange måder højeste menneskelige gode. Der skal med andre ord etableres en verdensorden på basis af alle nationers stræben henimod dette; ikke før de rette organer er helt udviklede kan idéen om nationalstaten endelig forlades. En sådan etablering må ske i rette tempo for at kunne være en demokratisk proces. Derfor skal afviklingen af nationalstaterne ske med en øget bevidsthed om netop nationalstaternes rolle, det vil sige, hver enkelt folk skal gøre sig bevidst, hvad er det vi kan bidrage med til verdenssamfundet. En sådan bevidsthed kan naturligvis kun eksistere, så længe man som folkeslag ikke lukker sig for verden ved at lukke verden ude, men ved at hævde sin suverænitet, for netop at kunne bruge den til at udføre det, som i det enkelte folkeslag ligger som mulighed for at kunne gøre verden et bedre sted at være.

'

Der er sikkert en masse håndværksmestre, der får travlt med at flikke nogle flygtningelejre og centre sammen. Men vi skal gentænke livet i sådan en lejr eller på sådan et center. Mennesker sådan et sted skal fra dag ét have mulighed for at leve et aktivt liv, og den omkringliggende lokalbefolkning skal med inddrages i at videre-stimulere et sådant aktivt liv.

Dernæst tænker jeg, at vi skal revurdere, hvor mange milliarder vi skal blive ved med at poste i bombetogter og nedkastninger, som i visse tilfælde jo også går ud over civil-befolkningen og kan være med komponent i at drive dem på flugt.

Og ikke mindst så kan jeg ikke forstå, at alle tænker, at grænsekontrol og medmenneskelighed udelukker hinanden. Jeg går ind for en absolut til stadighed skærpet grænsekontrol (dette indebærer, at der er nogle EU forordninger, vi må løsrive os fra). Vi skal naturligvis selv bestemme hvem og hvad vi lukker ind i landet. Men samtidig skal dette ikke hindre, at vi gør alt, hvad der står i vores magt for at hjælpe mennesker i nød - herunder ikke mindst krigs-flygtninge. Senere vil kategorien Klima-flygtninge højest sandsynelig og desværre blive lige så aktuel.

I følge vort lands grundlov GRUNDLOVEN er Danmark et ikke-angrebs-land, vore militære enheder er et FORSVAR. Mange af de krigs lignende operationer vi deltager i bør ophøre, og styrkernes kapacitet i højere grad benyttes til at kontrollere vore egne landegrænser - og til humanitær hjælp i nær-områderne også i vore egne nær-områder - flygtningelejrene, som uværgelig må vokse de kommende år qua de enorme folkemasser som krige og klimakatastrofer vil sætte i bevægelse - især fra det afrikanske kontinent.

'

Jeg kan tælle fuglene imens skyerne

driver den anden vej men snart

er der kun den anden vej

og fuglene er fløjet.

Det er jo meget smart at solens

stråler har så lange toner

når nu din stemme

er svellerne under en endeløs række

af ord.

Jeg kan ikke standse tiden

som tiden kan standse mig

nu kommer den og nu

hele tiden er vi elskende

i et rum af tid.

Kroppen er den ældste af os

den slipper stederne

langsomt som en flygtningestrøm

ind i min drøm.

Sådan hviler jeg i trøsten

- det er længe siden

fire engle rystede opgivende

og lod mig vågne

til en march

ind i helvede

men selv her ved jeg

at de ville mig det godt

og stadig våger

som var jeg forlængst

kravlet ned fra mit kors.

DØDEN ER KOLD

DØDEN ER VARM

DØDEN ER AT MISTE

SIN ENE ARM

DØDEN ER AT MISTE

SIG SELV

OG SÅDAN ER ALTING OMVENDT

NÅR DU BLIVER HEL

NÅR DU BLIVER HEL

JEG STÅR OG BANKER PÅ DIT HOSPITAL

JEG ER DIN LILLE DØD

JEG DREJER RUNDT OG RUNDT

KAN DU HØRE MIG

JEG ER EN HELIKOPTER

KAN DU MÆRKE

HVOR JEG VIL HEN

DØDEN ER KOLD

DØDEN ER VARM

DØDEN ER ET VINDSTØD

TRÆERNE TAR

SOM ET GANSKE SÆRLIG

VARSEL

OG SÅDAN ER ALTING OMVENDT

NÅR DU BLIVER DØD

NÅR DU BLIVER DØD

JEG STÅR OG BANKER PÅ DIT HOSPITAL

JEG ER DIN LILLE DØD

JEG DREJER RUNDT OG RUNDT

KAN DU HØRE MIG

JEG ER EN HELIKOPTER

KAN DU MÆRKE

HVOR JEG VIL HEN

DØDEN ER KOLD

DØDEN ER VARM

DØDEN ER EN BØLGE

SOM SKYLLER OP

TYSTE BØRNEKROPPE

ER NOK

DET VÆRSTE AF DE MANGE CHOK

DEN FIK UNDER VEJS

DEN FLYGTNINGEFLOK

JEG STÅR OG BANKER PÅ DIT HOSPITAL

JEG ER DIN LILLE DØD

JEG DREJER RUNDT OG RUNDT

KAN DU HØRE MIG

JEG ER EN HELIKOPTER

KAN DU MÆRKE

HVOR JEG VIL HEN

Årsager og selvopholdelsesdrift

Krigen i Syrien er (som jeg har forstået det) på sær vis forårsaget af globale klima-problemer. Det startede med at bønderne oplevede år med tørke, alle deres afgrøder (peberbuske fx) gik til. Regeringen nægtede bønderne ret til at bore deres egne brønde og brandbeskattede de statslige brønde. Bønderne måtte opgive deres landsteder og søgte ind til hovedstaden; jeg mener, at det har været i størrelsesordenen 1,4 millioner mennesker det drejede sig om. De skulle nu forsøge at overleve i storbylivet. Så skete der det, at 16 teenage-drenge inspireret af det arabiske forår skrev murtags imod regimet og blev taget til fange af sikkerhedspolitiet. De blev tortureret - fik blandt andet revet fingerneglene af. Nu forholdt det sig imidlertid sådan at teenage-drengene var sønner af rigmandsfamilier. Disse protesterede naturligvis over den grusomme behandling af deres sønner. Protesterne vakte let genklang ikke mindst, kan jeg tænke mig, blandt 1,4 millioner rodløse bønder, og der på eskalerede konflikten, da El Assad ikke var parat til at give de mindste indrømmelser.

Så polemisk sagt - ville der være brug for at gøre noget ved klodens klima-problematik, om en konflikt som den i Syrien skulle have været undgået.

Før konflikten brød ud, regnedes Syrien for et af de mest stabile regimer i det område. Ingen nabolande havde vel forestillet sig, at det skulle gå, som det er gået.

De der kaldes IS eller på deres hjemmebane for Daesh (al-Dawla al-Islamiya al-Iraq al-Sham) opstod vel egentlig som en lille gruppe, der trængte ind i Irak - i slipstrømmen på at balancen mellem sunni- og shia-.muslimer var gået i opløsning. Men nogen må have bevæbnet disse få tusinde Daesh-folk - qua deres relativt moderne våben. . Disse nogen kan lige så vel være saudi arabere. I den skjulte konflikt mellem Iran og Saudi Arabien kan Irak og Syrien ganske sikkert være vigtige brikker.Ingen andre nabolande endsige nogen stormagt kunne have noget ønske om et destabiliseret Ægypten eller Syrien, idet disse lande bragte stabilitet også ud over deres egne grænser. Det samme gælder for Libyen, som var en slags motor, som tiltrak arbejdere fra en lang række afrikanske og arabiske lande. Kun som et skakspil om olien kan der være en interesse i konflikten, og der ud over har våbenhandlerne jo helt klart en interesse og et udbytte af alle disse konflikter. Det gælder hvad enten det er producenter i USA, Rusland, Kina eller Sverige.

At vi roser os selv af de relativt få mennesker, der hjalp relativt få flygtninge under og efter besættelsen, skyldes nok mest en selvopholdelsesdrift, der skal få os til som nation ikke at bukke under for et depressivt mindreværd. Noget tilsvarende som at der efter nederlaget i 1864 blev et fokus og en spirituel sproglig opblomstring og forkærlighed for litteratur. Intet menneske eller nation kan i længden opretholde et liv med en bevidsthed om at være af tabernatur, at være underlegen og slet. Sorgen leder mennesket hen til de få lyspunkter, der overhovedet kan være, disse bliver repeteret og finpudset, som var de ædelstene. Det vil til enhver tid være vigtigt for menneskeheden at kunne fortælle historien om at nogen, om det så kun var én eneste og vedkommende ikke var større end en kvart dværg sindbilledligt talt, gjorde modstand mod den ellers herskende og altomspændende ondskab.
Situationen med den syriske og irakiske flygtningestrøm er til dels sammenlignelig med situationen i Danmark under og efter besættelsen. Heller ikke den gang førte den danske regering en mindeværdig politik. Specielt heller ikke når spørgsmålet handlede om jøder og kommunister. Og efter besættelsen med hensyn til de mange tyske civile flygtninge og krigsofre. Men dét eftertiden har husket, og dét, vi selv har fokuseret på, var dé danskere, der trodsede den officielle politik og hjalp (her især jøder på flugt). Sådan vil det sikkert også blive med vore dages eftertid. Folketinget og store dele af den danske befolkning vil gå i glemmebogen, fordi deres gerninger er fortrængelsesværdige i forhold til et værdig selvbilled. Imens de mange, der vitterlig hjælper, vil være dem, vi finder det værd at huske, fordi deres handlinger er menneskeværdige - på trods af et herskende inhumant politisk anti-klima. Men de mange mennesker, der bare går og går i en folkevandring, som vi skal flere tusinde år tilbage i tiden for at erindre i vores egen folkestamme, kan ikke undgå at gøre indtryk. Man rejser ikke flere tusinde kilometer og mange af dem til fods eller i gummibåde til havs uden grund. Vi kender udmærket grundene, og det er os heller ikke så fjernt, at vi ikke kan sætte os ind i - at vi selv kunne komme eller være i samme
situation.
Men glemmebogen er jo også det store kollektive ubevidste - et ressoire der åbner sig i krisesituationer og lader livgivende handlinger flyde ind i menneskers vilje.